Tag-arkiv: stege købstad 750 års jubilæum

Da Stege fik købstadsprivilegier

Facebook Del på facebook
Købstaden Stege. Billedet er taget af Richard Clark – se flere af Richards fantastiske billeder her.

Stege blev anlagt ved indløbet til Stege Nor omkring år 1200. Også Skt. Hans Kirke i Stege er fra den tid. Kirken forbindes med Hvideslægten, som omfattede bl.a. Jacob Sunesen (”Herr Jacob af Møen”), der i første halvdel af 1200-tallet styrede Møn.

Samtidig blev Stegeborg opført syd for byen på det sted, hvor Netto ligger i dag. Man hører dog først om borgen, da lübeckerne befriede Hertug Knud af Blekinge i 1247. Ingen kender derfor borgens præcise alder. Borgen blev ødelagt under Grevens Fejde – Danmarks sidste borgerkrig – fra 1534-36.

I middelalderen blev der oprettet flere købstæder med beskyttelse af handel og håndværk. Der var købstæder i det meste af kongeriget og Sønderjylland bortset fra de kystfjerne dele af Jylland, Skåne, Halland og Blekinge. Købstæderne lå mange steder tæt, som fx på Lolland og Falster, og havde derfor et begrænset opland. Købstædernes tæthed skyldes formentlig nærheden til Hansestæderne på Østersøens sydkyst og de vigtige vandveje op gennem Øresund. Mange købstæder lå netop i nær tilknytning til datidens hovedveje.

Stege fik købstadsprivilegier i maj 1268, hvor kong Erik Klipping gav byen privilegier til at drive handel inden for byens grænse. Stege kan derfor i år fejre sit 750 års jubilæum som købstad. Bønderne kunne nu sælge deres varer, og dermed fik byens borgere adgang til grøntsager, korn og kød, samt til dagligdags fornødenheder som sko, gryder og potter samt særlige luksusvarer, importeret af købmænd fra udenlandske markeder. Der blev betalt told og skat af varerne ved byens porte.

Stege er blandt de ældste købstæder i Danmark, og Steges privilegier afspejler byens betydning i middelalderen. Byens ledende rolle i sildefiskeriet på Øresund havde gjort byen til en af landets stærkeste købstæder.

Torvet i Stege var engang en af de største torvepladser i landet. Men i starten af 1400-tallet blev en del af torvet solgt fra af byrådet, og torvet fik sin nuværende trekantede form. For enden af Dybsbrostræde lå havnen, og varer fra skibene blev transporteret gennem Dybsbrostræde til torvets nordøstlige hjørne. Her blev nogle af varerne oplagret på byens rådhus, der lå for enden af torvet op mod Storegade. Det var ikke bare lokale varer, men også mere eksotiske varer fra handelsbyerne langs Østersøen, som blev solgt på torvet eller fra husene ved torvet.

Internationalt handlende broderskaber – kaldet gilder – satte sit præg på Stege og holdt deres ofte festlige forsamlinger i de fornemme gildehuse ved torvet, og der er fundet nedgravede penge- og smykkeskatte tre steder ved torvet.

Storegade er forholdsvis bred. Det vides ikke med sikkerhed, men måske var den blevet anlagt så bred, at den kunne bruges som turneringsbane for kongerne i middelalderen, når de besøgte Stegeborg. Gaden havde i hvert fald god plads til både tribuner og løbebaner for ridderne.

Mølleporten i Stege. Billedet er taget af Richard Clark – se flere af Richards mange flotte billeder her.

Stege blev befæstet med voldgrave, en bymur og porttårne i midten af 1400-tallet. I 1500-tallet forsvandt det indbringende sildefiskeri, og storhedstiden var forbi. Steges befæstninger forfaldt i løbet af 1600-tallet. Det ene porttårn, som dengang vendte ud mod en møllemark, står der heldigvis stadig.

Læs mere om Møns historie og Stege. Du kan også læse om Møns klint og dannelsen af Møns klint og smukke natur.