Roebanen på Møn

Facebook Del på facebook
Sukkerroer i stedet for sukkerrør
Remisebygning i Nyborre (Holme)

En tysk kemiker – A.S. Marggraf – fandt i 1747 ud af, at sukkerroer havde et højt sukkerindhold, og at man kunne udvinde sukker af sukkerroerne. Det kunne erstatte det dyre sukker fra sukkerrør. Den kommercielle sukkerfremstilling i Europa begyndte dog først halvtreds år senere.

Dansk sukkerfremstilling kom dog først for alvor i gang i slutningen af 1800-tallet og var netop baseret på sukkerroer.

Sukkerroerne var tunge og skulle fragtes til sukkerfabrikkerne eller til saftstationer og derfra videre til sukkerfabrikkerne. Sukkerroer kan dårligt oplagres og derfor skulle transporten være forholdsvis effektiv.

Sukkerfabrik og saftstationer

Da Stege sukkerfabrik blev etableret i 1884, oprettedes der samtidig saftstationer i Damsholte, Dame, Pollerup, Holme og i Mern på Sjælland. På saftstationerne modtog man roerne, der blev vasket og snittet, og den søde sukkersaft blev vasket ud af roerne, renset og pumpet gennem rørledninger til sukkerfabrikken i Stege, hvor den egentlige sukkerfremstilling foregik. Da Dronning Alexandrines bro blev bygget, finansierede sukkerfabrikken en rørledning på broen til transport af sukkersaft fra saftstationen i Mern. Indtil da blev sukkersaften sejlet til Møn fra Kalvehave.

Smalsporet jernbane til transport af sukkerroer

Som mange andre steder var etableringen af smalsporede jernbaner, der skulle transportere roerne til saftstationerne, en nødvendig forudsætning for den danske sukkerproduktion. Transport af roerne var tung og besværlig, og det gjaldt ikke mindst på Østmøn, hvor vejene var dårlige og terrænet meget bakket. Hertil kom at der var pæne afstande mellem saftstationerne og roemarkerne. På de dårlige veje havde hestene besvær med at trække de tunge roelæs. Derfor blev der i tilknytning til Holme saftstation (i dag Nyborre) etableret en smalsporet, hestetrukket jernbane allerede i 1894. Banen havde en sporbredde på blot 70 cm og gik fra saftstationen i Holme gennem den flade Borrelavning til Bøgebjerg gård. Her drejede den mod øst gennem Busemarke til Søndergård, som ligger tæt på kysten mellem Mandemarke og Klintholm Havn.

11 km jernbane i Borrelavningen

Små tyve år senere i 1911 blev der åbnet en ny forgrening på jernbanen. Den gik fra Bøgebjerg gård mod vest til Råbymagle. Roebanens to forgreninger fik dermed en samlet længde på 11 kilometer.

Der skulle to heste til at trække tre tunge vognlæs med roer. I høstperioden, der blev kaldt roekampagnen, kunne der være op til 18 heste i gang. Med tiden blev det for dyrt at drive banen med heste som trækkraft. Derfor blev der anskaffet et tysk Henschel damplokomotiv samtidig med banens udvidelse til Råbymagle. Det tyske Henschel damplokomotiv blev Møns første og eneste damplokomotiv.

Lokomotivet kørte kun i høstsæsonen, og der var ingen fast lokomotivfører, så man ansatte hvert år en lokomotivfører. I mange år var det dog en lokal maskinmester. Lokomotivføreren stod også for vedligeholdelsen af det tyske damplokomotiv. Ved saftstationer foregik rangeringen af vognene dog fortsat med heste.

Lastbilerne tog over

I 1920’erne og 30’erne vandt lastbilerne frem, og det blev med tiden urentabelt at drive banen. Banen blev endeligt nedlagt i 1935. Sporene blev taget op og nogle af vognene og lokomotivet blev overført til sukkerfabrikkerne på Lolland.

På havnearealet ved fabrikken i Stege (Lendemarke) blev der også etableret jernbaner til transport af roer, kul og kalk.

I dage ser man ikke mange spor efter roetransporten. I Nyborre kan man lidt inde af Liselundvej og gemt bag lidt krat se et gammelt remisehus, der lå ved Holme saftstation. I Damme er saftstationen stadig bevaret, og efter sigende er saftledningen på Dronning Alexandrines bro også bevaret, selv om man i dag næppe skal forvente at finde sukkersaft i rørene.

Læs mere om Møns historie eller om Møns spændende geologiske udvikling.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *