
Busene Have ligger på Møns sydkyst. Busene Have blev tidligere anvendt til græsning for kvæg og heste, og området var indhegnet af diger. I dag er stedet en lille løvskov med strandkrat nær kysten. Skoven er ikke plejet og der er en nærmest mytisk stemning i skoven. Busene Have er fyldt med spor fra fortidens mennesker. Der er fundet flere rige ofringer fra bronzealderen og vikingetiden i området, blandt andet Budsenebrønden. I skoven ligger der 10 gravhøje, der formentlig er fra bronzealderen. Og der findes også stensætninger. Blandt andet er der en 10 meter lang og 4 meter bred stensætning.

Møns Fyr ligger tæt ved den sydøstligste spids af Møn. Det blev bygget på en grund tilhørende Klintholm Gods i 1845. Her er der både et fyr og en fyrmesterbolig i samme bygning. Fyret ligger lavt i forhold til de høje østvendte kridtklinter, men giver et godt udsyn både mod nordøst og mod den sydvendte kyststrækning.
Brøndhøje er et gammelt fiskerleje, der blev skyllet i havet under en voldsom storm i 1600-tallet. Brøndhøje omtales første gang 1250. I 1500-tallet blev byen omtalt som et af de vigtigste sildemarkeder i landet. Byen gik tilbage sammen med sildefiskeriet siden 1580’erne, og da byen ved en storm i 1625 blev skyllet bort, blev den aldrig genopbygget.
Læs mere om Brøndhøje her.