Møns kulturhistorie

Facebook Del på facebook
Møns kulturhistorie
Gurkebakken på Østmøn
Overalt på Møn finder man minder fra stenalderen

Møn har været beboet siden stenalderen og er rig på oldtidsminder. Der er 21 jættestuer på Møn. Jættestuerne er Tragtbæger-kulturens fællesgrave. Jættestuerne blev opført i slutningen af bondestenalderen for  5.200 år siden. Tragtbægerkulturen var den første jordbrugerkultur i Norden og var bl.a. kendetegnet ved at benytte slebne økser. Det er vurderingen, at der oprindeligt var op imod 4-500 af de såkaldte storstensgrave på Møn og Bogø.

Møn er også kendt for sine mange forhistoriske fund.

Fra stenalderen er der ved Hårbølle fundet 16 flintedolke.

Fra bronzealderen er der ved Busene fundet en offerbrønd, Budsene-brønden, med kvindesmykker og knogler fra husdyr og i Hårbølle Hestehave en bronzealdergravplads.

Der er fundet en jernaldergrav nordvest for Elmelunde, og fra vikingetiden blev der i 1874 fundet en skat med sølvsmykker og guldringe, Mandemarke-skatten.

Møn i middelalderen

Stege og borgen Stekeborg anlægges ved indsejlingen til Stege Nor omkring år 1200. Også Borre anlægges og begge byer får senere købstadsrettigheder.

Elmelunde kirke, der er fra omkring år 1100, er Møns ældste kirke. Møns mange teglstenskirker, bl.a. i Borre og Magleby, er fra omkring år 1200.

I middelalderens var saltede sild meget eftertragtede, og Øresundssildene var i særdeleshed populære. Saltede sild blev en af de vigtigste handelsvarer for Danmark og for Møn. Sildene blev handlet på de store sydsvenske sildemarkeder i Skåne, og sammen med Øresundstolden var sildemarkederne i Skåne én af Danmarks vigtigste indkomstkilder på den tid. Sildene var med til at gøre især borgerne i Stege og Borre rige.

I middelalderen var Møn ejet af adelige familier. Deres ejendomme blev overtaget af kronen omkring år 1600, og kongen blev eneste jordejer.

I 1769 solgte kronen Møn ved en stor auktion, og der blev oprettet fem hovedgårde, Klintholm, Nordfelt, Marienborg, Liselund og Ålebækgård. Hovedgårdene fik udlagt deres jord på bøndernes overdrev og på visse landsbymarker. Desuden blev der dannet to godser, som bønderne købte og drev.

Landboreformerne

Landboreformer i Danmark fra omkring starten af 1800-tallet skulle forbedre vilkårene for bønderne. Det skete ved at samle de enkelte gårdes jordlodder i nye lodder – typisk i en hovedlod sammen med evt. en eng- og en overdrevslod samt ved at ophæve stavnsbåndet, der et bandt mænd mellem 14 og 36 år til at blive boende på godset eller herregården. Landboreformerne blev indledningen til de danske bønders økonomiske og borgerlige frihed.

Udskiftningen af jordlodderne betød em nyfordeling af landbrugsjorden, hvor bønderne blev tildelt hver sin andel af landsbyens marker. Samtidig blev fællesskabets dyrkningsmetoder erstattet af bøndernes egne frie dyrkningsinitiativer.

Udskiftningen foregik ved lodtrækning, hvilket må have været en stor omvæltning, og hvor nogle måske var uheldige at få et stykke jord langt væk og som derfor var besværligt at komme ud til.

Udskiftningen betød også, at vangelagene mellem landsbyerne blev ophævet og der blev oprettet nye skel og gærder, omkransede de nye marker. Det fik også betydning for vejene, som måtte tilpasses til de nye markskel.

Udskiftningen fandt allerede sted i Råbylille, Hårbølle og Vindebæk i 1771 og først senere på Nyord, Koster og Sprove. Bønderne blev overalt selvejere midt i 1800-tallet.

Sukkerfabrikken og industrialiseringen

I 1884 etablerede De Danske Sukkerfabrikker en fabrik ved Stege, hvor den lå ideelt for sukkerroedyrkerne på Møn og Sydsjælland.  Fabrikken lå også ideelt i forhold til både hovedvejen og Stege Bugt, hvor sukkerfabrikken havde egen havn. Sukkerfabrikken var Møns første store industrivirksomhed og største arbejdsplads for både fastansatte og sæsonarbejdere primært fra landbruget. Stege Sukkerfabrik fik stor betydning for dyrkningen af sukkerroer og for befolkningsudviklingen på Møn.

Da Stege sukkerfabrik blev etableret i 1884, blev der samtidig oprettet saftstationer i Damsholte, Dame, Pollerup, Holme og i Mern på Sjælland. Her modtog man roerne, der blev vasket og snittet, og den søde sukkersaft blev udvundet af roerne, renset og pumpet gennem rørledninger til sukkerfabrikken i Stege, hvor den egentlige sukkerfremstilling foregik. Da Dronning Alexandrines bro blev bygget, finansierede sukkerfabrikken en rørledning på broen til transport af sukkersaft fra saftstationen i Mern. Indtil da blev sukkersaften sejlet til Møn fra Kalvehave.

Som mange andre steder blev der etableret smalsporede jernbaner, der skulle transportere roerne til saftstationerne. Transporten af roerne var tung og besværlig, ikke mindst på Østmøn, hvor vejene var dårlige og terrænet bakket. Derfor blev der i tilknytning til Holme saftstation (Nyborre) etableret en smalsporet, hestetrukket jernbane allerede i 1894. Banen gik fra saftstationen gennem den flade Borrelavning til Bøgebjerg gård. Her drejede den mod øst gennem Busemarke til Søndergård tæt ved Mandemarke og Klintholm Havn.

Knap tyve år senere i 1911 blev der åbnet en forgrening på jernbanen. Den gik fra Bøgebjerg gård mod Råbymagle. Roebanens samlede længde blev hermed 11 kilometer.

Der skulle to heste til at trække tre tunge vognlæs med roer, men med tiden blev det for dyrt at drive banen med heste som trækkraft. Derfor blev der anskaffet et tysk damplokomotiv samtidig med udvidelsen til Råbymagle. Det blev Møns første og eneste damplokomotiv.

I 1920’erne og 30’erne vandt lastbilerne frem, og det blev med tiden urentabelt at drive banen. I 1935 blev banen nedlagt igen og sporene taget op.

Siden 1950’erne har afvandringen fra landbruget gjort det svært at fastholde befolkningen på øen, men siden 1980’erne har befolkningstallet været nogenlunde stabilt, men med en lille tendens til fald. Prognosen viser en svag samlet tilbagegang, men med flere ældre over 60 år, mens antallet af skolebørn falder.

Møn har stadig en del næringsmiddelindustri, bl.a. småkage-fabrikken Bisca, der i 2006 samlede sin danske produktion i Stege. Herudover er der mange ansatte inden for handel og service. Antallet af landbrug er faldet med to tredjedele siden 1970. Der dyrkes især korn, sukkerroer og frø, hvorimod dyreholdet er begrænset.

Guide til Østmøn