Stege sukkerfabrik – Møns mest betydningsfulde industrifabrik

Facebook Del på facebook
Efter en længere tids overtalelse lykkedes det  i 1884 Frede Bojsen at få etableret en sukkerfabrik på Møn.

I 1872 blev aktieselskabet De Danske Sukkerfabrikker oprettet.  Sukkerfabrikkerne blev ledet af bank- og industrimanden C F Tietgen.

I begyndelsen blev sukker fra fabrikkerne udvundet af sukkerrør. Senere, efter forsøg med dyrkning, forædling og udvinding af sukker fra sukkerroer, blev der oprettet sukkerfabrikker baseret på sukkerroer. Sukkerfabrikken i Odense var den første fabrik, der udvandt sukker fra sukkerroer. Siden blev der også etableret roebaserede fabrikker i Holeby og Nakskov.

Bojsen og de visionære mønske landmænd

En række visionære mønske landmænd med højskoleforstander og rigsdagsmand Frede Bojsen i spidsen ønskede, at der blev etableret en sukkerfabrik på Møn. De Danske Sukkerfabrikker gav tilsagn om at etablere en fabrik i Stege, hvis tilstrækkeligt med landmænd ville tegne kontrakt om at dyrke sukkerroer. Mindst 2.000 tdr. land med sukkerroer skulle der til.

Frede Bojsen opfordrede bønderne til at tegne roekontrakter, men i første omgang fik man kun tilsagn om dyrkning af 1.200 tdr. land, og planerne om en sukkerfabrik på Møn blev afvist.

Beslutningen

Det lykkedes dog senere Frede Bojsen at overbevise finansmanden C F Tietgen om projektets bæredygtighed, og i 1883 blev det endeligt besluttet at etablere en fabrik ved Stege. Arkitekten Ludvig Fenger, som bl.a. havde tegnet en række skoler og kirker, fik opgaven med at tegne fabrikken, mens den unge ingeniør Johan Jakob Voltelen skulle stå for opførelsen af fabrikken. Selv samme Voltelen blev også fabrikkens første direktør.

Fabrikken blev bygget i Lendemarke ved Stege. Her lå fabrikken ideelt for roedyrkerne på både Møn og Sydsjælland. Her kunne man tage imod roer fra Møn og store dele af Sydsjælland. Samtidig var transportforholdene på det lille næs mellem Stege Bugt og Stege Nor med hovedvejen på den ene side og Stege Bugt på den anden side meget gunstige.

Fabrik i røde sten
Vinduesparti fra Stege Sukkerfabrik.

Sukkerfabrikken blev bygget i røde, glatte mursten med murede murpiller og mellemliggende blændingsfelter. Fabrikken omfattede også to store skorstene, der udover nogle nyere betonsiloer, i dag er et markant vartegn for Stege by og kan ses fra Dronning Alexandrines Bro.

Fabrikken havde også sit eget havneareal og brohoved samt et motordrevet skib, som transporterede sukkermasse fra Mern Saftstation.

Umiddelbart vest for fabrikken ligger der et inddæmmet område med 7 jordbassiner, der blev brugt til den jord, der blev spulet af roerne inden forarbejdningen på fabrikken. De første jordbassiner blev anlagt i 1960’erne, efter at saftsstationerne var blevet nedlagt. Ved fabrikkens lukning i 1989 var flere af bassinerne endnu ikke fyldt med jord.  I 1993 blev området fredet og  er i dag et værdifuldt naturområde ud til Stege bugt med et varieret plante- og dyreliv.

Fabrikken stod klar til roernes høstperiode – roekampagnen – i 1884. Roekampagnen varede 52 døgn og krævede mere end 500 ansatte. Det var folk, der beskæftigede sig inden for håndværk, kemi og kontor samt mange ufaglærte. Også kvinder fandt arbejde på fabrikken. Sukkerfabrikken var ikke blot en vigtig arbejdsplads på Møn fra den blev etableret i 1884 til den blev lukket i 1989. Den skabte også arbejde i landbruget og i transporterhvervet.

Arbejderboliger

Mangel på arbejdskraft ved industrialiseringens begyndelse betød, at fabrikker mange steder måtte tiltrække arbejdere fra landet bl.a. med tilbud om boliger. Derfor blev der i mange danske byer med en stor vækst omkring århundredeskiftets industrialisering bygget arbejderboliger.

I 1884 blev der i tilknytning til Stege Sukkerfabrik opført to beboelsesejendomme for de, der arbejdede på fabrikken under roekampagnen.

I 1886 blev Stege Sukkerfabriks Byggeselskab stiftet. Byggeselskabet opførte 30 små, sammenhængende gadehuse i Fabriksgade og Nygade. Husene havde et arkitektonisk tilhørsforhold til fabrikken.  I Fabriksgade er dobbelthusene lave og smalle med en lille køkkenhave. Senere i 1912 blev Arbejdernes Byggeforening stiftet, og dette boligselskab opførte fritliggende ejendomme på Enighedsvej. Disse huse er noget større og blev formentlig bygget til de faglærte og til mestrene.

Der blev også plads til en direktørbolig vest for fabrikken.

Transport af roesaften

For ikke at skulle transportere de tunge roer de lange afstande til fabrikken, blev der etableret lokale saftstationer.  Ved planlægningen af sukkerfabrikken ved Stege blev der talt om at oprette 2 saftstationer – en på Østmøn og en på Vestmøn. Det blev dog til fem saftstationer. Her blev roernes råsaft udvundet. Herfra blev råsaften pumpet gennem rør til fabrikken i Lendemarke. I første omgang blev saftstationerne i Damsholte, Damme og Pollerup bygget og senere kom saftstationerne i Holme og Mern til.

Fra markerne på Østmøn blev der, som mange andre steder, etableret smalsporede jernbaner, der skulle transportere roerne til saftstationerne. Det var en nødvendig forudsætning, da transporten af roerne var tung og besværlig. Dette gjaldt i særlig grad på Østmøn, hvor vejene var dårlige og terrænet bakket. Frem til midten af 1800-tallet var de små bondesamfund i vid udstrækning baseret på selvforsyning. Den velorganiserede roetransport knyttede landbrug og industri sammen og betød en overgang fra selvforsyning til egentlig pengeøkonomi. Læs mere om Møns roebane her.

Råsaften fra saftstationerne mod øst blev ført i rørledning til havnen i Stege på en lille bro kaldet Sukkerbroen. Broen blev efter lukningen af saftstationen i Holme anvendt til at transportere ekstra vand til sukkerfabrikken. Sukkerbroen blev revet ned i 1968, men broens fundamenter skulle stadig ligge der.

Sukkersaften fra Mern blev frem til 1943 pumpet til Kalvehave og her fra sejlet til Lendemarke i sukkerfabrikkens tankskib ”Adolf”, men efter Dronning Alexandrines bro blev bygget i 1943, blev saften ført i rørledning over broen.

I takt med at lastbilerne fik deres indtog i løbet af 1920’erne, blev produktionen centraliseret og saftstationerne gradvist nedlagt. Damme nedlagdes i 1928, Pollerup i 1936, Damsholte i 1949 og Holme i 1950. Mern Saftstation blev som den sidste i landet nedlagt i 1976.

Etableringen af en stor sukkerproduktion

I 1915 var der i tilknytning til Stege Sukkerfabrik og de tilhørende stationer på Møn og i Mern 3.000 ha med sukkerroer. Det svarer til en syvende del af Møns samlede areal.

I 1918 stod sukkerfabrikken ved Stege for næsten 11 % af den indenlandske produktion af roesukker. I 1989 blev der efter sigende produceret 50.000 ton sukker på sukkerfabrikken. Det var 3-4 gange mere end i 1918.

Sukkerfabrikken blev i mere end 100 år Møn’s væsentligste industri – et kæmpe fabrikskompleks med hundredevis af jobs til ansatte på fabrikken, i landbruget og til at transportere roerne. Sukkerfabrikken var grundlag for mange familiers daglige liv og for hele lokalsamfundet.

Lukket i 1989

I 1987 var situationen alvorlig for sukkerfabrikken. Fremstillingskapaciteten for sukker i Danmark var for stor og der var rygter om at lukke fabrikken i Stege. Mange ville miste deres arbejde og roedyrkerne på Østmøn risikerede at skulle køre deres roer til Gørlev eller Saxkøbing, hvis fabrikken lukkede.

I 1989 blev fabrikken lukket og en række af de tekniske anlæg blev taget ned. Fabriksbygningerne er intakte i dag og er et fornemt eksempel på den danske industrielle kulturarv. Bygningerne danner nu ramme for både erhverv og kultur. Ud over erhvervslejemål som Det lille røgeri, Flügger, Rema 1000,  Møn Bolscher, Kaffehuset Møn m.v., foregår her også en lang række kulturelle arrangementer, som koncerter, udstillinger og konferencer, primært i fabrikkens “Bøhmiske Hal”.

Udover fabrikken kan man se enkelte levn fra sukkerproduktionens storhedstid: Saftstationen i Damme, en  vejerbod i den sydlige ende af Noret samt en remisebygning i Borre.

Du kan også nyde denne flotte og personlige skildring af sukkerfabrikken fra Møn stories.

 

Da Stege fik købstadsprivilegier

Facebook Del på facebook
Købstaden Stege. Billedet er taget af Richard Clark – se flere af Richards fantastiske billeder her.

Stege blev anlagt ved indløbet til Stege Nor omkring år 1200. Også Skt. Hans Kirke i Stege er fra den tid. Kirken forbindes med Hvideslægten, som omfattede bl.a. Jacob Sunesen (”Herr Jacob af Møen”), der i første halvdel af 1200-tallet styrede Møn.

Samtidig blev Stegeborg opført syd for byen på det sted, hvor Netto ligger i dag. Man hører dog først om borgen, da lübeckerne befriede Hertug Knud af Blekinge i 1247. Ingen kender derfor borgens præcise alder. Borgen blev ødelagt under Grevens Fejde – Danmarks sidste borgerkrig – fra 1534-36.

I middelalderen blev der oprettet flere købstæder med beskyttelse af handel og håndværk. Der var købstæder i det meste af kongeriget og Sønderjylland bortset fra de kystfjerne dele af Jylland, Skåne, Halland og Blekinge. Købstæderne lå mange steder tæt, som fx på Lolland og Falster, og havde derfor et begrænset opland. Købstædernes tæthed skyldes formentlig nærheden til Hansestæderne på Østersøens sydkyst og de vigtige vandveje op gennem Øresund. Mange købstæder lå netop i nær tilknytning til datidens hovedveje.

Stege fik købstadsprivilegier i maj 1268, hvor kong Erik Klipping gav byen privilegier til at drive handel inden for byens grænse. Stege kan derfor i år fejre sit 750 års jubilæum som købstad. Bønderne kunne nu sælge deres varer, og dermed fik byens borgere adgang til grøntsager, korn og kød, samt til dagligdags fornødenheder som sko, gryder og potter samt særlige luksusvarer, importeret af købmænd fra udenlandske markeder. Der blev betalt told og skat af varerne ved byens porte.

Stege er blandt de ældste købstæder i Danmark, og Steges privilegier afspejler byens betydning i middelalderen. Byens ledende rolle i sildefiskeriet på Øresund havde gjort byen til en af landets stærkeste købstæder.

Torvet i Stege var engang en af de største torvepladser i landet. Men i starten af 1400-tallet blev en del af torvet solgt fra af byrådet, og torvet fik sin nuværende trekantede form. For enden af Dybsbrostræde lå havnen, og varer fra skibene blev transporteret gennem Dybsbrostræde til torvets nordøstlige hjørne. Her blev nogle af varerne oplagret på byens rådhus, der lå for enden af torvet op mod Storegade. Det var ikke bare lokale varer, men også mere eksotiske varer fra handelsbyerne langs Østersøen, som blev solgt på torvet eller fra husene ved torvet.

Internationalt handlende broderskaber – kaldet gilder – satte sit præg på Stege og holdt deres ofte festlige forsamlinger i de fornemme gildehuse ved torvet, og der er fundet nedgravede penge- og smykkeskatte tre steder ved torvet.

Storegade er forholdsvis bred. Det vides ikke med sikkerhed, men måske var den blevet anlagt så bred, at den kunne bruges som turneringsbane for kongerne i middelalderen, når de besøgte Stegeborg. Gaden havde i hvert fald god plads til både tribuner og løbebaner for ridderne.

Mølleporten i Stege. Billedet er taget af Richard Clark – se flere af Richards mange flotte billeder her.

Stege blev befæstet med voldgrave, en bymur og porttårne i midten af 1400-tallet. I 1500-tallet forsvandt det indbringende sildefiskeri, og storhedstiden var forbi. Steges befæstninger forfaldt i løbet af 1600-tallet. Det ene porttårn, som dengang vendte ud mod en møllemark, står der heldigvis stadig.

Læs mere om Møns historie og Stege. Du kan også læse om Møns klint og dannelsen af Møns klint og smukke natur.

Roebanen på Møn

Facebook Del på facebook
Sukkerroer i stedet for sukkerrør
Remisebygning i Nyborre (Holme)

En tysk kemiker – A.S. Marggraf – fandt i 1747 ud af, at sukkerroer havde et højt sukkerindhold, og at man kunne udvinde sukker af sukkerroerne. Det kunne erstatte det dyre sukker fra sukkerrør. Den kommercielle sukkerfremstilling i Europa begyndte dog først halvtreds år senere.

Dansk sukkerfremstilling kom dog først for alvor i gang i slutningen af 1800-tallet og var netop baseret på sukkerroer.

Sukkerroerne var tunge og skulle fragtes til sukkerfabrikkerne eller til saftstationer og derfra videre til sukkerfabrikkerne. Sukkerroer kan dårligt oplagres og derfor skulle transporten være forholdsvis effektiv.

Sukkerfabrik og saftstationer

Da Stege sukkerfabrik blev etableret i 1884, oprettedes der samtidig saftstationer i Damsholte, Dame, Pollerup, Holme og i Mern på Sjælland. På saftstationerne modtog man roerne, der blev vasket og snittet, og den søde sukkersaft blev vasket ud af roerne, renset og pumpet gennem rørledninger til sukkerfabrikken i Stege, hvor den egentlige sukkerfremstilling foregik. Da Dronning Alexandrines bro blev bygget, finansierede sukkerfabrikken en rørledning på broen til transport af sukkersaft fra saftstationen i Mern. Indtil da blev sukkersaften sejlet til Møn fra Kalvehave.

Smalsporet jernbane til transport af sukkerroer

Som mange andre steder var etableringen af smalsporede jernbaner, der skulle transportere roerne til saftstationerne, en nødvendig forudsætning for den danske sukkerproduktion. Transport af roerne var tung og besværlig, og det gjaldt ikke mindst på Østmøn, hvor vejene var dårlige og terrænet meget bakket. Hertil kom at der var pæne afstande mellem saftstationerne og roemarkerne. På de dårlige veje havde hestene besvær med at trække de tunge roelæs. Derfor blev der i tilknytning til Holme saftstation (i dag Nyborre) etableret en smalsporet, hestetrukket jernbane allerede i 1894. Banen havde en sporbredde på blot 70 cm og gik fra saftstationen i Holme gennem den flade Borrelavning til Bøgebjerg gård. Her drejede den mod øst gennem Busemarke til Søndergård, som ligger tæt på kysten mellem Mandemarke og Klintholm Havn.

11 km jernbane i Borrelavningen

Små tyve år senere i 1911 blev der åbnet en ny forgrening på jernbanen. Den gik fra Bøgebjerg gård mod vest til Råbymagle. Roebanens to forgreninger fik dermed en samlet længde på 11 kilometer.

Der skulle to heste til at trække tre tunge vognlæs med roer. I høstperioden, der blev kaldt roekampagnen, kunne der være op til 18 heste i gang. Med tiden blev det for dyrt at drive banen med heste som trækkraft. Derfor blev der anskaffet et tysk Henschel damplokomotiv samtidig med banens udvidelse til Råbymagle. Det tyske Henschel damplokomotiv blev Møns første og eneste damplokomotiv.

Lokomotivet kørte kun i høstsæsonen, og der var ingen fast lokomotivfører, så man ansatte hvert år en lokomotivfører. I mange år var det dog en lokal maskinmester. Lokomotivføreren stod også for vedligeholdelsen af det tyske damplokomotiv. Ved saftstationer foregik rangeringen af vognene dog fortsat med heste.

Lastbilerne tog over

I 1920’erne og 30’erne vandt lastbilerne frem, og det blev med tiden urentabelt at drive banen. Banen blev endeligt nedlagt i 1935. Sporene blev taget op og nogle af vognene og lokomotivet blev overført til sukkerfabrikkerne på Lolland.

På havnearealet ved fabrikken i Stege (Lendemarke) blev der også etableret jernbaner til transport af roer, kul og kalk.

I dage ser man ikke mange spor efter roetransporten. I Nyborre kan man lidt inde af Liselundvej og gemt bag lidt krat se et gammelt remisehus, der lå ved Holme saftstation. I Damme er saftstationen stadig bevaret, og efter sigende er saftledningen på Dronning Alexandrines bro også bevaret, selv om man i dag næppe skal forvente at finde sukkersaft i rørene.

Læs mere om Møns historie eller om Møns spændende geologiske udvikling.

Sild i lange baner

Facebook Del på facebook
Sild over bål. Billedet er taget af Richard Clark – se flere af Richards billeder her.

Sildene i Øresund har historisk spillet en væsentlig rolle for Møns økonomiske udvikling.

Middelalderens mange fastedage havde gjort saltede sild en eftertragtet vare, da fisk var et kærkomment alternativ til kød. I det katolske Europa var sild blevet en vigtig spise. Derfor blev der spist meget fisk, og sildene fra Øresund var i særdeleshed populære. Og der var mange af dem særligt i september og oktober, når stimer af sild trak op gennem Øresund. Det tiltrak lokale fiskere, handlende og mange andre til markederne langs Øresunds kyster.

Masser af sild og gode penge

Det siges, at sildene i Øresund stod så tæt, at man kunne plante en økse i stimen, og at skibene vanskeligt kunne passere på grund af sildene. Ifølge fortællingerne behøvedes der ikke redskaber for at lande sildene – de skulle blot øses op i bådene.

Saltede sild blev også en af de vigtigste handelsvarer for Danmark og for Møn. Sildene blev handlet på de store sydsvenske sildemarkeder i Skåne, og sammen med Øresundstolden var sildemarkederne i Skåne én af Danmarks vigtigste indkomstkilder på den tid.

Om efteråret var Skanør og Falsterbo i Skåne centrum for fiskeriet af sild, og der opstod store markeder, der ikke blot trak fiskere til, men også bødkere, sejlmagere, smede og tyske købmænd. Saltede sild var en af middelalderens vigtigste eksportvarer og især de tyske hansekøbmænd fra Østersøbyerne opkøbte silden.

De tyske hansekøbmænd var stærkt engageret i handelen med sild og i middelalderen var de i en evig kamp med den danske konge om rettighederne på sildemarkedet. I 1510 plyndrede og hærgede lübeckerne Møn og ødelagde Borre, fordi kongen havde givet engelske og hollandske købmænd samme rettigheder til de betydningsfulde sildemarkeder, som hansestæderne ønskede at fastholde sit monopol på.

Middelalderens store sildeeventyr i Øresund-området og den rige handel omkring Østersøen gjorde Stege til en af Danmarks rigeste købstæder. Det siges, at Stege i 1594 var repræsenteret med over en tredjedel af boderne i Skanør.

Sildemarked i Stege

I dag er der langt færre sild i Øresund, men alligevel afholdes der sildemarked i Stege den 1.-2. september. Ligesom der også er det i Køge og andre steder langs kysten.

Bag på 500-kronesedlen

Facebook Del på facebook
Spanden fra Keldby

I perioden 2009 til 2011 blev de nuværende danske pengesedler med bro-motiver på den ene side og oldtidsfund på den anden side udgivet.

I februar 2011 fik Danmark sin nye 500-kroneseddel med et motiv af Dronning Alexandrines Bro til Møn på forsiden. På bagsiden er der et motiv af en knap 2500 år gammel spand, som tidens tand har taget en ordentlig bid af – den såkaldte Keldbyspand.

Græsk bronzepand fundet i 1827

Keldbyspanden blev fundet, da man var i færd med at pløje en mark ved Keldby i 1827.

Spanden er af bronze og formentlig fremstillet 3-400 år før Kristi fødsel. Den er udsmykket med palmemotiver, der symboliserer liv og genfødsel. Spandens facon og dekorering tyder på, at den stammer fra Korinth, eller fra en græsk koloni ved Sortehavet eller i Italien.

Keldbyspanden er ikke en almindelig spand, men en vinbeholder, der er blevet anvendt ved fester og drikkegilder, hvor en tjener har båret den ind og hældt vinen over i gæsternes drikkebægre.

En helt anden virkelighed

Da spanden kom til Danmark 100 år før Kristi fødsel mødte den en helt anden og meget anderledes virkelighed, end den virkelighed som spanden havde forladt. Spanden var blevet fremstillet i den udviklede græske oldtidskultur, hvor store tænkere som Platon og Aristoteles var i færd med at lægge grunden til den vestlige filosofis begrebsapparat, mens vi i Nordeuropa endnu kun var nået til jernalderen og førte et noget mere primitivt liv. Filosofiske tankegennembrud har næppe været breaking news på vore kanter.

Vi levede omkring ildstedet i huse med lerklinede vægge, spiste grød, havde vore kreaturer græssende udenfor og brugte simple plove på marken, og kun ganske få havde en idé om, at livet kunne leves markant anderledes, end det vi selv levede.

Alligevel fandt luksuriøse varer deres vej fra Grækenland til det centrale Europa og i mere sjældne tilfælde helt til Norden.

Drikkegilder

Det var ingen tilfældighed, at det var en vinspand, der fandt vej helt fra det veludviklede Grækenland til en lille mønsk landsby for 2100 år siden. Drikkegilder var det sociale omdrejningspunkt i det meste af Europa og derfor finder man ind imellem fund af græsk eller romersk drikkeservice fra den tid rundt om i Norden.

Når man holdt drikkegilder var det sådan, at jo vigtigere personen var, des større var drikkegilderne. Og man holdt også flere af dem. Det var områdets store kanon, der oftest og mest prestigefyldt inviterede til drikkegilder. Derfor er spanden blevet givet til en af egnens vigtige personer og måske har den nye ejer selv brugt bronzekaret som drikkebeholder og formentlig med en mere hjemlige drikkevare i.

Spanden kan også på et senere tidspunkt have været anvendt som smuk urne.

Da Keldby golfbane blev anlagt, ledte arkæologerne i området efter flere fund fra Keldbyspandens tid, men de fandt intet.

I dag kan Keldbyspanden ses på Nationalmuseet.

Vil du se mere om, hvordan det er gået på Møn siden, så læs om Møns historie, eller er du mere til natur, så læs om dannelsen af Møn. Eller missede du historien om Dronning Alexandrines bro?

Mønbroen og den rørte dronning

Facebook Del på facebook

Dronning Alexandrines Bro – også kaldet Mønbroen – forbinder Møn med Sjælland.

Broen er en 746 meter lang klassisk buebro. Det er den ældste af de to faste forbindelser til Møn. Mange mener, at det er Danmarks smukkeste bro.

Det var en trussel om en ny afgift, der gav næring til kravet om en bro til Møn. Der var planlagt en afgift på varer, der blev transporteret mellem Koster og Kalvehave. Imidlertid blev der klaget over, at varer, der blev sendt med Møens Dampskibsselskab mellem Stege og Kalvehave skulle pålægges en afgift samtidig med, at man gratis kunne tage varer med bil over Koster-Kalvehave-færgen.

Men i stedet for at fjerne afgiften blev der varslet en tilsvarende afgift på Koster-Kalvehave-overfarten. Det blev dråben for Mønboerne.

På initiativ fra Møns Landboforening blev der den 10. december 1934 afholdt et protestmøde over den planlagte afgift. Protestmødet resulterede i, at man vedtog en opfordring om at få nedsat ”et udvalg til at rette de fornødne henvendelser og i øvrigt arbejde for Bro-spørgsmålets fremme.”

Afgiften blev aldrig til noget, men ønsket om en bro stod tilbage. Glæden var derfor stor, da den daværende trafikminister Fisker i januar 1938 kunne meddele, at broen var bevilget.

Det lokale amtsråd besluttede i marts samme år at bygge en bro efter et projekt skitseret af Professor Anker Engelund. Professor Engelund stod også bag Storstrømsbroen, Lillebæltsbroen og Munkholmbroen.

Og året efter – i 1939 – startede bygningen af broen, og i en tid med høj arbejdsløshed var byggeprojektet et meget kærkomment projekt. Opførelsen af broen gav arbejde svarende til 1000 mandeår.

Da broens stod færdig, kunne man den 30. maj 1943 indvi den nye bro ved en stor folkefest, hvor over 20.000 mennesker var mødt frem. De ville høre Kong Christian den tiendes dronning – Alexandrine – åbne broen, der var blevet opkaldt efter hende.

Da folkemængden som det sig hører og bør havde råbt hurra og sunget nationalmelodien var dronningen i mellemtiden blevet så rørt over at skulle lægge navn til broen, at hun ikke længere var i stand til at holde sin planlagte tale. Derfor måtte hendes søn, den senere Kong Frederik d. 9., træde til og holde talen.

Den smukke Dronning Alexandrines bro til Møn. Billedet er taget af Dorte Irene Sattrup Lund-Nielsen.

Efter talen kørte de kongelige over broen i bil og sprængte den silkesnoren og broen var åbnet. De kongelige fortsatte og senere samme dag blev også dæmningen mellem Møn og Bogø indviet.

Broen afsluttede mange års færgefart mellem Koster og Kalvehave og indledte en ny æra i Møns historie – med direkte forbindelse til Sjælland for menneske- og varetransport.  Broen var også en stor fordel for de Mønske busser, som nu uhindret af kunne betjene et større område og var også med til at undergrave Kalvehavebanens trafikgrundlag.  Det var ellers planen, at banen skulle føres over broen til Møn, men med broen var det biltransporten der vandt. Banen lukkede i øvrigt i 1959.

I dag kan man endnu se resterne af det gamle færgeleje ved Koster Færgegård, og broen – den står heldigvis endnu, og er man heldig at have lidt penge på lommen, så kan man glæde sig over broens smukke syn på 500-kroneseddelen – har jeg hørt.

Har du ikke lige en 500-kroneseddel, så kan du nyde Dorte Irene Sattrup Lund-Nielsens smukke billede af broen.

Flotte billeder gør en forskel

Facebook Del på facebook

Hvor er jeg glad for at få lov at benytte nogle smukke fotos på min selvbestaltede Møn-guide. Og tusind tak til alle Jer, der ikke kender mig, men alligevel har sagt ja til at jeg må bruge Jeres helt fantastiske billeder på hjemmesiden. Jeres flotte billeder gør en kæmpe forskel! Se fx Richards billeder på siden om Stege eller Dortes billede af Liselund Slot.

Jeg har selv taget mange billeder, men mangler fortsat flotte billeder af flere af de steder, jeg skriver om. Så skulle du ligge inde med et flot billede fra Nyord, meget gerne af Nyord Kirke, et flot billede fra Borre, Klintholm Havn eller noget helt andet, der passer ind, så vil jeg blive glad, hvis jeg kunne få lov at bruge det.

Jeg er også glade for at få input om møllerne på Møn og blomsterne på Klintemøllens mølletomt. Jeg vil rigtig gerne skrive noget mere om både møllen og blomsterne. Det tager sin tid, men det skal nok komme.

 

Ny hjemmeside om Klintemøllen og Møn

Facebook Del på facebook

Mit navn er Peter, og sammen med min familie har jeg et fritidshus på Østmøn. Huset ligger der, hvor den gamle Klintemølle lå. Vi købte huset af Elin Kupferstick. Vi er i familie med Elin, der i mange år har boet – og stadig bor – på Møn. Elin og hendes afdøde mand Harry købte møllen, da den endnu var en mølle. Når Elin er i et humoristisk og underfundigt lune siger hun, at det var hende der brændte møllen af. Det var naturligvis et trist uheld for Elin og Harry, da møllen brændte. De havde brugt mange kræfter på at sætte møllen i stand.

Elin har mange gode møllehistorier, som fortjener at blive lyttet til af flere ører, og da jeg samtidig fik lyst til at lave en seriøs guide primært om Østmøn, besluttede jeg at lave denne hjemmeside. Jeg ved bestemt ikke alt, så du er velkommen til at komme med bidrag – historier, arrangementer mm. Eller hvis du har taget et smukt billede, så kan det sikkert også finde plads på siden. Det bliver ikke alt der kommer med, men falder det i min smag, så lægger jeg det gerne på!

Guide til Østmøn